Trafikdæmpning med blomstrende stauder
Et af de tydeligste trafikale problemer, man kunne se i kvarteret for et par år siden, var de mange biler, som kørte ulovligt mod ensretningen på Æbeløgade. Med et stort, uoverskueligt asfaltareal, dårlig skiltning og meget tung trafik til de nærliggende industribygninger, var det lille kryds et meget utrygt sted for fodgængere og langt fra egnet til ophold.
Klimakvarter drejer sig ikke om at løse trafikproblemer, men her så vi alligevel en nem løsning, der samtidig kunne gøre kvarteret grønnere. Den eksisterende vejhelle blev ignoreret af bilister, så den nemme løsning var at udvide hellen, så den tydeligere kommunikerer – indkørsel forbudt. Det nye, større areal blev rum for plantning af vilde stauder, som blev udvalgt og udplantet af deltagere fra vores bynaturuddannelse.